Coastal roning er i vækst i Skovshoved Roklub, derfor bad vi DFfR om hjælp til opkvalificering af vores allerede dygtige instruktører. Ønsket var en dag, hvor vi fælles kunne drøfte rotaget og indstilling af både, så vores mange instruktører kunne få et mere fælles vidensgrundlag som platform for instruktionen af eksisterende og kommende Coastalroere.
Lørdag den 15. marts var 10 af Skovshoved Roklubs Coastalinstruktører mødt op til en spændende dag med både teori og praktik – med Peter Weile fra DFfRs Coastaludvalg som underviser/oplægsholder. Det var en superspændende og udbytterig dag, og der var stor enighed om, at lørdagens tørtræning og snak på land skulle følges op af en dag på vandet.
Onsdag den 11. juni samledes vi igen for at gå på vandet i dobbeltcoastal og Peter i motorbåd, venligst udlånt med fører af vores gode naboer sejlklubben. I månederne imellem have instruktørerne anvendt og afprøvet teorierne og øvelserne fra ergometerdagen, så alle glædede sig til en opfølgning på vandet og det blev meget lærerigt. Det var tydeligt at se, hvordan bådene forbedrede deres teknik på ganske kort tid ved at få kvalificeret vejledning på vandet. Det var meget givende at se sig selv på video og få lejlighed til at drøfte rotaget endnu en gang.
Forløbet har været lærerigt og inspirerende og har sat sig tydelige spor i vores instruktion og fælles sprog. ”Ræk ud efter ”drikkedunken””, ”rul op på fodballerne”, ”smæk med døren” og ”træk elastikken helt ind til mærket” og ”acceleration – ikke styrke” er nogle af de begreber, som vi har taget til os og bruger aktivt, og som virker - vi begynder at høre dem også blandt vores øvrige coastalroere.
Tusind tak for at forbundet stiller op og støtter udviklingen i klubberne.